Børn og aktiviteter

Børnehuset Karmsten er opdelt i en vuggestue afdeling og en børnehave afdeling. Det er politisk bestemt i Egedal Kommune, at alderen på henholdsvis et vuggestuebarn (0-2,11 år) og et børnehavebarn (2,11 år-skolestart) er afgørende for taksten for barnets plads i institutionen.

Fordelingen af børnene i enten vuggestue eller børnehave foregår ud fra et helhedsbillede af den samlede børnegruppe; og man kan derfor opleve, at barnet starter i børnehave før eller efter 2,11 år, i forhold til, hvad der er hensigtsmæssigt for det enkelte barn og børnegruppen.

Vuggestuen består af tre grupper. Muslingerne, Krabberne og Søstjernerne med ca. 12 børn på hver stue.

I vuggestuen arbejder vi med aldersopdelte hold, på tværs af stuerne, hvilket gør det muligt for os at arbejde mere målrettet med
de forskellige aldre og tilgodese de meget forskellige behov, som en 1 årig har i forhold til en 2 1/2 årig. Derudover vægter vi et tæt samarbejde mellem de ældste børn i vuggestuen og børnehaven, som jo er næste stop for de ældste vuggestuebørn.

Børnehaven består ligeledes af tre grupper. Delfinerne, Blækprutterne og Lagunen.

Delfinerne og Blæksprutterne består af de yngste børnehavebørn, og Lagunen af de ældste. I Lagunen går børnene hele det sidste år inden skolestart (april-april) og det betyder rigtig gode rammer for aktiviteter og planlægning, der udelukkende tager udgangspunkt i førskolebørnene. På Delfinerne og Blæksprutterne arbejdes der ligeledes, som i vuggestuen, med aldersopdelte hold på tværs af stuerne, hvor de små og de store har mulighed for at spejle sig i hinanden.

Det er vores erfaring gennem årene at denne måde at opdele børnene, giver de bedste rammer for dem og os. Børnene i Karmsten er godt rustede til de skift de møder i deres tid her; der hersker en åbenhed i Karmsten på alle planer, der gør at børnene kan føle sig sikre og trygge med alle de voksne.

I huset arbejder vi løbende med sproggrupper, fysiske aktiviteter, udeliv og m.m. Al planlægning af disse aktiviteter foregår i begge afdelinger via planlægningstavler som udarbejdes i henhold til årets lærelanstemaer.